Venner i nøden!
Da vores hoppe Seyla blev syg, og vi måtte sætte hende op til Kiwa hos Hillerød Hestedyrlæger, så var vi pludselig helt utrolig sårbare.
Det blev vi, da vi kun har 2 heste gående her på matriklen. Til hverdag er det skønt, at der ikke er mere end de to heste her.
Der er fred og ro, og den unge på 6 år, har været ude at opleve verden gennem årene på unghestefolde.
I øvrigt er han vokset op i en mindre flok her, da vi startede ud med at have flere heste selv. Der har også været nogle pensionærer her på gården undervejs i hans liv. Det har gjort, at han kender flokdynamikken og generelt er meget afbalanceret og virker tilfreds.
Men da Seyla, efter at have udvist meget voldsom smerte, skulle indlægges, reagerede Silver voldsomt. Hans eneste foldkammerat (og mor) var nu syg.
Den situation kunne ingen af os have forudset, og der opstod pludselig meget stress omkring ham, som han slet ikke var vant til. Det blev en forlænget og hård påske på mange måder, da vi hele tiden holdt øje med udviklingen hos Seyla, da dyrlægen i første instans ikke kunne give os en klar diagnose i forhold til de undersøgelser og forskellige prøver, der blev taget undervejs.
Silver blev faktisk mit barometer for, hvornår Seyla havde det godt eller skidt i den periode.
Når jeg ser ud af vinduerne her, hvor vi kan se hestene hele tiden, så er jeg aldrig i tvivl om, hvorvidt der er noget galt. Silver viste tydeligt, at Seyla havde det skidt, når hun havde trukket sig tilbage et eller andet sted på folden eller i løsdriften. Han var ved hendes side konstant.
Det var derfor, efter flere dyrlægebesøg med forskellige undersøgelser (bedøvelser, scanning, røntgen med videre), rigtig skidt for ham, at se sin foldmakker blive kørt afsted i meget kritisk tilstand. Han mærkede selvfølgelig også vores bekymring, og fornemmede stemningen.
Vi var selv i tvivl om vi nogensinde fik Seyla hjem igen, og jeg kunne desværre ikke berolige ham godt nok.
Jeg talte med flere, gode venner i hesteverdenen, for at lufte min egen stress og bekymring. Det hjælper meget at tale med andre hesteejere, når det hele brænder på.
Og det ledte til, at vi blev tilbudt at låne en lille dejlig shetterhoppe – Bellis.
Bellis er ejet af Pia og Torsten der også har gået til RytterYoga® hos mig gennem flere år. Først mente jeg, at det nok ikke skulle blive nødvendigt”.
Men da Silver bare blev mere og mere stresset, var jeg nødsaget til at træffe en beslutning. Noget skulle ske. Han viste ganske tydeligt alle mulige tegn på stress. Han var fuldstændig vild – drønede ubalanceret rundt, den ene forsko blev trådt af. Han bukkede og kaldte på Seyla uafbrudt og endte med ikke at ville spise. Derfor blev jeg mere og mere bekymret for hans tilstand. Han skulle jo nødig også blive syg. En hest der føler at den er ganske alene i verden og ikke kan se andre heste er i den grad udsat.
Så derfor ringede jeg dagen efter til Pia og Torsten og sagde “ja, tak vi vil meget gerne låne Bellis”.
Så de kom med den skønne lille dame, der kunne aflede Silver lidt fra sine bekymringer. Hvilken lettelse. Herunder ses deres møde på folden – Silver med kun en enkelt klokke på højre for, hvor han jo havde smidt sin sko. Smeden kom og satte skoen på igen :o)
At stå med lille Bellis hjalp gevaldigt på hans tilstand og humør. Den lille skønne ponydame kom ind ad lågen her med stor selvsikkerhed og gav ham ro.
Om dagen gik de på fold sammen. Om natten i hver deres boks, hvor de kunne se hinanden.
Og efter et par dage fik vi den skønne besked fra Hillerød Hestedyrlæger, at Seyla kunne hentes hjem igen.
Men hvad skulle vi have gjort, hvis ikke vi havde disse dejlige venner i nøden. Søde kærlige mennesker som gav sig tid til at komme her med en fin selskabshest og gav os alle ro på i situationen. Dybt taknemmelige er vi her. Og har tænkt at vi måske godt kunne bruge en ekstra hest, hvis situationer som denne skulle opstå igen. Så derfor har vi ledt efter en lille makker i et stykke tid….mere om det senere.
Vi besøgte også Nyt-Hesteliv i forsøget på både at hjælpe og finde ekstra foldkammerat her.
Mere om det senere – vi leder stadig
Søs
(Se mit tidligere blogindlæg -NÅR HESTEHOSPITALET ER FULDT BOOKET – SÅ ER DET KRISE MED SYG HEST!
Søs Fejerskov-Quist
Seminarieuddannet lærer i 1999. Stresskonsulent, Yoga- og Reformerpilatesinstruktør. Mor til 3 børn fra 1992, 1998, og 2001. Udvikler og ejer af Fit2Ride og RytterYoga®konceptet, hvorunder jeg har uddannet nye instruktører siden 2009 - samme år hvor min første bog "I balance på hesteryg- vejen til bedre præstationer udkom. Bogen blev til i samarbejde med human-, hestefysioterapeut og træner Claus Toftgaard. I 2014 udgav jeg Dvd´en "Fra træningslokale til hesteryg". I 2019 udkom Bogen RytterYoga. Tidligere aktiv konkurrencerytter på nationalt plan. Nu nydes ridningen primært som fritids rytter på vores egne Islandske heste her på Skovgaard. Får dog stadig jævnligt undervisning og deltager på kurser og deltager i småstævner fra tid til anden.