En nat vi aldrig glemmer.

En nat vi aldrig glemmer.

januar 29, 2019 3 Af Søs Fejerskov-Quist

Den 29. januar 2018. I dag for præcis et år siden mistede vores dejlige islandske hoppe, Seyla, sit føl.

Det var meget dramatisk, og er derfor en nat, eller snarere meget tidlig morgen, vi aldrig nogensinde kommer til at glemme.

Derfor er jeg også vågen, bare ved tanken og sidder nu her og finder de gamle billeder frem og skriver.

Forløbet.

Vores kårede hoppe Seyla var scannet drægtig med hingsten Skinfaxi fra Lysholm.

Seyla har i forvejen fået Silfurgeisli (i daglig tale kaldet Silver). Han er en pragtfuld vallak med et fantastisk sind, og vi tænkte, at efter et års pause og ro, kunne hun godt få et føl mere. Mit store håb var at Seyla, denne gang, ville få et hoppeføl. Og det fik hun også, desværre bare ikke et levende føl.

Vores stald og alle folde ligger tæt omkring stuehuset her på gården. Hestene var på stald, og vi vågnede ved en voldsom larm/banken ved 5.tiden om morgenen. Det var koldt og bælgmørkt, som det nu er på denne tid af året. Jeg stod op, tog morgenkåbe på og gik ud i stalden. På det tidspunkt tænkte jeg, at det kunne være, at en af dem havde rullet sig og måske var kommet for tæt på boksvæggen, trods det at de har meget store bokse her.

Da jeg kom ud, og fik tændt lyset, fandt jeg Seyla stående på eksende ben. Hun tapsvedte og var meget fjern i blikket. Den var helt gal. Først tænkte jeg kolik, selv om jeg 7-9-13 ikke har oplevet det hos nogen af vores heste gennem årene. Men et var helt sikkert og det var, at vi skulle have fat i en dyrlæge hurtigst muligt. Og Seyla blev ved med at kaste sig rundt i boksen og ville knap nok rejse sig igen, så hun skulle ud derfra. Så jeg fik en grime på hende og støttede hende ud af stalden.

Min mand var blevet liggende i sengen og sov videre, da han troede at jeg kom ind igen, og at det nok ikke var noget særligt.

Så jeg stod og råbte på gårdspladsen, at han skulle vågne op, komme i tøjet og få ringet til dyrlægevagten.

Samtidig var jeg begyndt at fryse ret meget i små sko og morgenkåbe. Så jeg bad ham også om at hente mere tøj til mig.

Den stakkels mand havde nok at se til. Og det skulle vise sig, at blive værre. Dyrlægen der havde vagten skulle også lige vågne, vurdere situationen gennem mine instrukser til min mand, der havde telefonen. Jeg kunne ikke slippe hesten. Så skulle dyrlægen også lige i tøjet og køre til os.

Vi skulle bare holde hesten på benene indtil dyrlægen nåede frem. Men det var lettere sagt end gjort.

Seyla ville hele tiden smide sig, og undervejs i runderne på gårds- og parkeringsplads, tænkte jeg hele tiden på, hvor det var bedst hun lagde sig, hvis hun skulle hentes af Daka. Det var virkelig ikke rart. Der stod jo biler og andet, og hesten ænsede intet. Vi følte, at vi bar hende rundt. Og det var hårdt.

Det skulle jo have været så godt, og så endte det desværre skidt. Føllet var stillborn og vi kunne have mistet vores elskede hoppe. 

Endelig kom dyrlægen og det viste sig, at være Kiwa Riis Olesen. Og da jeg jo vidste, at hun havde god erfaring med reproduktion og hvad dertil hører, så blev jeg meget lettet. Det blev hurtigt konstateret at føllet var dødt inde i maven og lå forkert, så Seyla ikke selv havde kunnet klare en foling.

Det var en hård omgang for stakkels Seyla, og med smertestillende og os støttende hesten, fik Kiwa føllet ud.

Jeg stortudede mens det pågik, mest fordi jeg var bange for, hvad der skulle ske med hoppen efterfølgende. Men da det endelig var overstået, og Seyla var blevet fri for den smertende byrde det var at have et dødt føl, der ikke kunne komme ud. Ja, så kom der ro over os alle på en eller anden måde.

Og det lille fine og i virkeligheden meget velskabte føl lå der på gulvet, så Seyla kunne snuse til hende. Det var rørende og hårdt at se på samme tid.

Da der ikke var så lang tid til oprindelig forventet foling kunne jeg heldigvis få registreret føllet i stambogen. Hun kom til at hedde Systa. Det betyder søster på islandsk. Den lillesøster Silver ikke fik at løbe med på markerne her. Men hun var der…i et kort øjeblik…en kold januarnat.

 

Forsikringsselskabet var helt eminent. Jeg har gennem mange år brugt Dansk Hesteforsikring og altid fået den bedste service. Aldrig diskussion eller tvivl om noget som helst. De skal have stor ros og tak. I sådan en situation hvor man er så ked af det, og står med dyrlægeregninger oven i alt det andet, så er det bare fantastisk at have et forsikringsselskab, man kan regne med.

Vi har besluttet, at Seyla ikke skal have flere føl. Så nu nyder vi vores 2 dejlige heste her, og er taknemmelige for det vi har.