Fit2 eller too Fat2Ride…SKAL vi måles og vejes?

Det er helt sikkert aktuelt. Men kan vi nu ikke hjælpe hinanden til at komme omkring det “på den gode” måde?

Man ser flere og flere opslag og indlæg, hvor folk nærmest på forhånd undskylder og siger at; “det her har ikke noget med rytterens vægt at gøre”…nærmest som om det, på forhånd, er for at undgå en kæmpe diskussion på nettet.

I min egen virksomhed ser jeg mange vidunderlige, glade og dygtige ryttere. Jeg ser ikke på deres vægt. Jeg ser deres glæde og udstråling og samvær med hestene. Jeg bruger vægte, ikke for at veje rytterne, men for at hjælpe til at se vægtfordelingen på jord og i sadel.

Og det skønne er – at rent faktisk sidder mange af de ryttere, som nogen vil mene er overvægtige,  i perfekt og god balance. De sidder faktisk tit i bedre balance end de ryttere der har en BMI efter skalaen. Og det er derfor ikke alt hverken kan eller skal måles og vejes. Det skal være et pejlepunkt til forbedring af vægtfordelingen til siden og for og bag. Det er primært der, den helt store forskel ligger.

Vi er alle forskellige. Det er hestene også. Hestene dømmer heldigvis ikke.

Vi ryttere har selvfølgelig et ansvar både i forhold til vægt og vægtfordelingen.

Og ja, hestevelfærd starter hos rytteren. Det er uomtvisteligt.

Men det kan også blive for ekstremt.

Der er ingen grund til at blive anorektisk, hysterisk eller pege fingre af andre.

Det høres og mærkes, når man er ude – også til stævner…ret tydeligt!

Jeg har særligt oplevet det emne,  der handler om ryttervægt. Det nærmede sig nærmest noget der minder om mobning.  Som eksempel kan jeg fortælle, at jeg for år tilbage ved et tilfælde fik hørt følgende på stævnepladsen: Se hendes r.. er bredere end hestens…(om rytter på Islandsk Hest)- og det var vel at mærke en udtalelse omkring en rytter der red på meget højt niveau, og som sad i fin balance i en veltilpasset sadel.

Det er ikke noget man har lyst til at høre i sin “øresnegl” – Det gør ligefrem ondt på personens vegne. Og så gør det måske heller ikke noget godt for noget som helst endsige det, at man selv har lyst til at stille op til et stævne. Ikke bare for dommerne inde på midten af banen, men også alle de dommere, der står udenom.

Så min opfordring er, at man altså lige skal tænke sig om, inden man udtaler sig. Det gælder både i forhold til hvad der bliver sagt i øjeblikket men altså også i forhold til hvad der og nogen gange bare bliver “hvisket” på en stævneplads. Det mærkes!

Men der kan der jo være så utrolig meget andet at lægge mærke til. Og det skal gerne være det positive. Der er ingen, heller ikke hestene, der trives i og omkring negative udtalelser. Der er altid plads til udvikling. Det ved vi, og jeg er sikker på, at alle gør det bedste de kan – I lige præcis den situation de befinder sig i nu og her: Det hjælper ikke med hvisken og tisken og løftede pegefingre.

 

Mange hilsner

Søs