Når lysten forsvinder!

Når lysten forsvinder!

september 6, 2018 2 Af Søs Fejerskov-Quist

Ikke rart at miste lysten til at ride. Men det skete. Og for første gang i mit liv havde jeg hverken behovet for eller lysten til at sætte mig op på en hest. Det var virkelig underligt og faktisk også lidt skræmmende. Jeg kunne sagtens finde glæden ved at undervise andre ryttere og mærke deres energi og lyst i forhold til ridningen. Men jeg blev selv på jorden.

Jeg er så småt ved at komme i gang med at ride igen nu efter godt et år, men har undervejs tænkt på og prøvet at analysere omkring, hvorfor jeg mistede lysten til at ride fuldstændig i en periode.

Det hele startede, da jeg solgte en skøn og talentfuld hest for lidt over et år siden. En hest jeg havde købt som 3 1/2 års for selv at træne og tilride. Det skulle være min nye ridehest, da min datter havde fået min daværende.

Det viste sig, at denne hoppe var særdeles talentfuld. Ihvertfald i trænernes øjne og det gjorde, at jeg følte mig mere og mere presset til at udvikle det talent, som alle kunne se hos hesten…og var jeg nu også god nok til det?

Da jeg jo ikke er proffessionel rytter, tænkte jeg selv, “Nej”, det talent kan jeg ikke selv udvikle optimalt.

Og da jeg meget nødigt sender mine heste i træning, men netop selv gerne vil udvikle dem, så langt jeg kan med undervisning udefra, så jeg kan have et tæt forhold til dem herhjemme, blev det faktisk bare værre og værre i mine tanker som tiden gik.

Jeg fik nemlig flere og flere komplimenter og ord som; “Det er den lækreste islænder jeg har set (sagt af storhestetræner), og “det er virkelig en kommende stjerne”, “Wow” hun er smuk, sig til hvis du vil sælge hende”,

“hvad er det for en spændende hoppeloppe du har der?”

Og 4 mdr. i prof træning, så skal du se – så går den hest langt ind i 1. klasse ved en kåring.

Af en eller anden underlig årsag blev jeg altså bare mere og mere trist, hver gang jeg fik de kommentarer.

Normalt vil man nok blive glad for alle de komplimenter, men da jeg efterhånden rider mest for nydelsen og hyggens skyld, så tænkte jeg, at hesten ville have bedre af at få udviklet sine potentialer….så derfor lod jeg sive, at hun var til salg.

Jeg havde sat en meget fornuftig pris i forhold til alle de udtalelser, og da der lynhurtigt meldte sig en køber på banen, tænkte jeg bare, at det var fint. Som en del af betalingen fik jeg en bedækning til min anden dejlige hoppe af ny ejers kommende stjernehingst.

Den anden hoppe havde i længere tid gået med min datter til konkurrencer. Men da der var andre og flere ting, der fyldte mere i min datters liv, kunne hesten lige så godt få et føl.

Så mens jeg savnede min dejlige ridehest, og græd mine modige tårer i lang tid efter salget, var den anden hoppe til hingst i Jylland.

Jeg beroligede mig selv med, at det selvfølgelig var den rigtige beslutning der var truffet. Det var med argumenter som “jeg har jo faktisk heller ikke tid til at ride”. “Jeg har jo travlt med at skrive en ny bog, træne og undervise andre ryttere, “jeg tager kurser for at blive endnu bedre til, det jeg virkelig brænder for, nemlig at hjælpe de, andre, der rider, og meget mere. I starten havde jeg næsten det jeg vil betegne som “abstinenser” – jeg var helt syg for at komme ud at ride. Der var flere af mine venner og bekendte samt kunder, der tilbød at jeg måtte komme og ride hos dem. Og det var jo meget pænt af dem, meeeen nej tak, sagde jeg….det var jo ikke lige det samme.

Og så pludselig, forsvandt lysten helt…der var simpelthen gået så lang tid, at jeg “glemte” hvor meget jeg egentlig savnede det, og hvor glad jeg blev af at ride.

Jeg behøvede det slet ikke mere…og nød jo hestene her i det daglige. Glædede mig nu bare til at skulle have føl.

OG så skete det, der slog mig helt ud af kurs. Min anden hoppe mistede sit føl. Meget dramatisk en vinternat i januar i år. Og så var det helt slut, tænkte jeg.

Dyrlægen sagde, at jeg sagtens kunne ride efter at hoppen havde været i et længere behandlingsforløb, men nu sørgede jeg over tabet, og hele processen omkring salget af min anden ridehest dukkede op i tankerne igen. Det var jo aldrig sket, hvis ikke….osv….osv….

Heldigvis er lysten til at ride og træne både i det daglige og via underviser, nu langsomt kommet tilbage til mig igen her hen over sommeren. I går var jeg således til min første undervisning, siden jeg solgte mit dejlige talent. Det var skønt, og både min gamle hest og jeg er glade for at være i gang igen.