Fastelavn-vi slog katten af tønden-til hest!

Fastelavn-vi slog katten af tønden-til hest!

Det var tilbage i 80érne, det sker sikkert stadig, og man kan jo tænke;

“Gad vide om det også snart bliver forbudt”?

For netop når man tænker tilbage, så ser det jo faktisk ret vildt ud. At komme ridende mod en tønde, der er hængt op i luften. Ryttere i mere eller mindre flagrende udklædninger, ridende ned gennem en ret befærdet hovedgade med faner og en kølle i hånden i stedet for en pisk.

Og så i forhold til at hylde en tradition, der dog stadig findes, men på baggrund af temmelig grumme renselsesritualer fra en svunden tid.

Fastelavn kan tidligst falde 1. februar og senest 7. marts.

Jeg citerer her et par udsnit fra bogen “vore gamle kalenderdage” af Ruth Gunnarsen.

“Navnet Fastelavn kommer af det plattyske Fasteabend, der betyderfasteaften – altså aftenen før fasten begynder.

I den katolske tid skulle man rense sit legeme inden den store påskehøjtid, på ganske samme måde som Jesus havde gjort, da han opholdt sig i ørkenen i fyrre (40) dage.

Derfor måtte man ikke spise kød fyrre (40) hverdage. Men inden da skulle der ordentlig spises og festes. Selve fastelavn er oprindelig ikke nogen kristen højtid, men en hedensk vårfest – en frugtbarhedsfest.

Herunder ses jeg i min daværende kollegas motorcykeloutfit…jeg måtte kun låne den, fordi der ikke var rygmærke på…det var lidt sjovt.

Traditioner, overtro og varsler. – og ret så grumme ritualer!

Alle årsfester rummer et element af magi og besværgelse, hvormed man forsøgte at gøre sig til herre over naturens kræfter. Vårfesterne er muligvis blevet betragtet som de mest betydningsfulde.

Man ønskede vækst, sundhed og frugtbarhed i den kommende sommer. Der var skikke som ridderturneringer, ringridning, udklædning og den velkendte tøndeslagning. Alt dette er udsprunget af de hedenske frugtbarhedsritualer (herunder risning (hvor man slår med et fastelavnsris- Dengang kun kvinderne, for at de skulle blive frugtbare og føde børn).

I gammel tid til karlene og læredrengene fra sted til sted i et fastelavnsoptog. De stoppede op ved hvert hus, fik æbleskiver, boller og andet godt. De vigtigste udklædninger dengang var en klædt som sommer og en klædt som vinter. Disse skikkelser kæmpede så på skrømt (for sjov) hele dagen for at markere kampen mellem vinter og vår, mørke og lys.

Når der skulle slås katten af tønden var det tit en levende kat, man kom i. Katten skulle helst være sort, og den symboliserede de mørke kræfter i naturen samt i en selv. Det sagesløse dyr skulle være syndebuk og jages ud af landsbyen. Ja, nogle steder skulle katten helst dræbes, når den forvildet tumlede ud af den ituslåede tønde.

Også hanen repræsenterede farlige kræfter. Visse steder blev en levende hane eller gås hængt op i benene. Den skulle have hovedet trukket af. Fuglen blev ophængt så højt, at fastelavnsrytterne måtte rejse sig i sadlen for at nå den. For at gøre det sværere at trække dens hoved af blev hanens hals og hoved smurt ind i et tykt lag grøn sæbe.

Således foregår det heldigvis ikke længere, selv om det er sigende at det stadig hedder “at slå katten af tønden” og der er et billede af en sort kat på fastelavnstønderne den dag i dag.

At hestene fandt sig i det

Men red – det gjorde vi! Og vi slog også på tønden. At hestene også fandt sig i det, er jo ret utroligt.

Mange af rytterne kom udklædte, men uden ridehjelme…helt gak!

Det vil de fleste mennesker ihvertfald nok tænke den dag i dag.

Det er heller ikke ligefrem et hverdagssyn.  Tønden var fyldt med gulerødder, så når bunden faldt ud var der guf til hestene, inden de sidste brædder skulle slås ned. Vi gjorde det hvert år i mange år. Og for os unge/voksne var det hylesjovt at få lov til at klæde os ud. Der stimlede altid en del mennesker sammen. Og der var noget til maven og ganen for alle fremmødte.

 

Bagefter red vi i samlet flok ned til den lokale grusgrav i …..skoven hvor vi tændte bål, og fik varm kakao og flere boller. Det var bare herligt. Det var med den lokale islandsheste rideklub Fákur (udtales Faukur. Navnet er et gammelt poetisk navn for hest).

En klub jeg har været en del af i mange mange år. Det er hyggeligt, når de fleste kender hinanden også nu her fra gammel tid. Så selv om tiderne har ændret sig meget, er det stadig sjovt at tænke tilbage og mindes. Finde de gamle billeder frem og føle et dejligt stik af god nostalgi. Fra før det hele blev alt for alvorligt. Det er rart.!”

Og se hende her…udklædt som en stor dejlig gulerod…jeg kan huske at vi var mange der drillende spurgte hende om, hvordan hun dog turde komme i den forklædning i selskab med alle de heste ;o)

 

Med ønsket om at I får en god fastelavn år 2019 med alt hvad dertil hører!

Mange hilsner

Søs