Råbuk jagtede mine heste

Derfor måtte den lade livet. Og det kunne kun gå for langsomt.

I midten af denne juni måned begyndte mine heste at opføre sig anderledes end de plejer. De var mere nervøse og generelt på vagt over for den mindste ting. Grene der knækkede, en fugl der fløj op eller andre småting, som de normalt ikke reagerer voldsomt på.

Det var særligt min unge vallak, som blev oversensitiv. Sidst han var sådan, havde han Borrelia, og min første overvejelse gik derfor på, om han kunne være smittet igen.

Der skulle i hvertfald holdes godt øje med hans generelle tilstand, men jeg synes ikke umiddelbart, at det krævede et dyrlægebesøg i første omgang.

Smeden var her og sko begge heste, og sagde til mig, at særligt Silver opførte sig anderledes og virkede stresset.

Jeg fik derfor en massør ud til ham og behandlede ham også selv med Equine Touch. Det hjalp noget, men ikke helt. Han var stadig meget bekymret og prøvede helt klart at fortælle os noget.

Svaret kom helt af sig selv. Midt om natten hørte vi høj vrinsken og galopperende hove på landevejen.

Jeg havde i noget tid observeret en stor smuk råbuk, som gik meget tæt på vores hegn og ikke virkede bange. Den stod også og kiggede på de forbipasserende cyklister og gående længere nede ad stien, og ofte kunne vi se den hos køerne på nabomarken. Engang imellem var der tydelig panik hos køerne, men vi kunne aldrig rigtigt se, hvad der præcis foregik, fordi de flyttede sig hurtigt gennem skoven over på den tilstødende mark.

Så skete der det, at vi vågnede kl. 03.15 ved at vores Rottweiler gøede helt vildt. Der var panik udenfor. Hestene vrinskede skingert uafbrudt. Og så hørte vi hovslag på landevejen uden for gården. Først kiggede jeg ud af vinduerne, hvor jeg kunne se vores hoppe i panik ude på folden. Silver var blevet jagtet gennem hegnet af bukken, og han løb nu fortvivlet rundt om gårdens arealer og forsøgte at komme ind igen.

Råbukken valgte at springe mellem dyrehegn og eltråd og fik bøjet dyrehegnet i 45 graders vinkel. Jeg kom hurtigt i morgenkåbe og fik råbt til min mand, at han skulle hente en grime.

Der kørte biler på vejen, som jeg forsøgte at stoppe. Mit hjerte hamrede, og jeg tænkte på alt det der kunne gå gruelig galt i sådan en situation.

Heldigvis kom Silver hen til mig, da jeg kaldte. Han havde holdt sig i rabatten det sidste stykke, og det var jeg dybt taknemmelig for. Peter kom med grimen og vi fik stille og roligt givet ham den på og hen til Seyla, der stod og rystede over det hele. Så kom de på stald, og vi var vågne et par timer efter for lige at få pulsen lidt ned, og talt tingene igennem.

Skovfogeden hjalp os lige med det samme.

Jeg ringede til vores lokale skovfoged, der tog sagen meget seriøst. Jeg mente også at kunne huske at det ikke er første gang, der er sket noget lignende. Jeg googlede det og fandt frem til en artikel fra 2016, hvor en råbuk jagtede hopper for at bedække. Min Seyla var også i brunst på det tidspunkt, hvor det gik helt galt om natten, og bukken har helt sikkert haft lyst til hende og villet af med vallakken, der kunne være en rival. Alt dette forklarede jeg skovfogeden, og da den også kunne udgøre en trussel for skovens andre brugere, sagde han, at han nok skulle gøre en indsats for at få ram på den. Det var ganske enkelt ikke normal adfærd, og han mistænkte, at den muligvis kunne have rabies. Skør var den blevet uanset hvad.

Hestene som lokkemad.

Siden den nat hvor Silver havde været ude, havde jeg haft hestene på boks om natten, selv om de var vant til at gå ude i løsdrift. Der var ro, så de slappede begge mere af og fik sovet. Om morgenen lå, især, Silver nærmest bevidstløs og sov. De var simpelthen dødtrætte af at have været sådan på vagt gennem den seneste måneds tid.

Men for at få ram på bukken var jeg nødt til at sætte hestene på en fold, hvor vi kunne holde ekstra opsyn og observere hvad der skete i skoven lige udenfor. Det føltes underligt, og jeg beklagede overfor hestene at det skulle være sådan, og at de ville komme på stald igen om natten.

Dagene gik og SÅ – Endelig i går aftes Tirsdag den 29. juni fik den kære skovfoged nedlagt bukken.

En lettelse uden lige.

Underligt nok var det jo os og hestene, der havde følt os lidt “som jaget vildt”. Her var vi i vores eget lille “reservat”, hvor et utilregneligt dyr kunne komme og gå på en ikke særlig fredelig måde. Det var altså en pudsig følelse. Nu kunne vi endelig slappe af. Da skuddet faldt kunne jeg mærke lettelsen på mig selv brede sig til hestene, der netop var sat i boksene og stod og gumlede. Nu er han væk, sagde jeg til dem.

Da dyret var faldet på vores ejendom, fik vores søn Daniel lov til at brække dyret. Han har netop taget jagttegn, men mangler skydeprøve og mere træning.

En praktisk foranstaltning at have jagttegn, når man bor, som vi gør. Og dette var en særdeles god træning. Vi er meget taknemmelige.