Krænkelser i staldmiljøet!

Du skal ikke finde dig i grænseoverskridende adfærd –

Men det er lettere sagt end gjort. Vi har alle forskellige grænser, og det kan være umådelig svært for de involverede parter i et miljø at finde ud af hvad der er ret og hvad der er vrang. Hvad kan man tillade sig i forhold til et andet menneske, og hvornår er det gået for vidt?

Der var for eksempel ingen tvivl i forhold til Sofie Lindes klare udmeldelse for noget tid siden, hvor hun på åben scene fortalte om en meget sexistisk udtalelse fra en i hendes tv-miljø. Alle kunne forstå at det var en krænkende udtalelse hun var blevet udsat for. Og det var helt sikkert noget, der satte tankerne i gang hos de fleste mennesker. Enten de der selv havde prøvet noget lignende inden for kort tid, og de der tænkte tilbage til tidligere oplevelser.

 

Er staldmiljøet ekstra belastet af krænkelser?

Vi havde emnet oppe at vende på et af mine RytterYoga®hold her i sidste uge.

Der fik deltagerne lige kort vendt nogle af de mere specielle oplevelser vi alle havde haft i staldmiljøet og andre steder. Ikke fordi vi ville løbe som forvildede kvinder i flok og udskamme kejtede og misforståede mænd, men fordi vi simpelthen alle havde tænkt lidt tilbage i tid.

For der er ingen tvivl om, at både krænkelser og sexistiske udtalelser altid har foregået, og stadig foregår hele tiden, og mange steder. Noget de fleste af os bare har levet med.

Men hvornår er det nok?

Det har jo altid fundet sted. SÅ hvornår skal, samt ikke mindst, tør man sige fra?

For en kendt og meget afholdt person som Sofie Linde er det i hvert fald nok meget lettere at sige fra – og sige det højt.

Særligt set i forhold til den position/status hun har nu.

Hun har helt sikkert også tænkt, allerede dengang, at hun nok skulle få sin hævn og eller vise den person, der kom med udtalelserne, at hun var lavet af en anden støbning og ikke bare lod sig tromle ned.

Og heldigvis for det!

Hun hjælper andre – og så alligevel måske ikke. For nu myldrer det frem med gamle og tidligere sager. Og er det virkelig en hjælp, når alt kommer til alt? Hvor mange år kan man tillade sig at gå tilbage, uden at det måske skader endnu mere?

Hvert sted/miljø ´sin krænker`.

Når man taler med mennesker om emnet, virker det som om, at der er en krænkende person i en eller anden form i stort set alle miljøer. Men er staldmiljøet ekstra belastet?

Det kunne man forledes til at tro, når man lukker op for posen af samlet affald gennem tiderne. Og det er ikke for sjov, at de der har krænket forskellige personer gennem tiderne har sat sig spor i sjæl og i de værste tilfælde også på legemet.

Min historie.

Da jeg selv var helt ung og kom i stalden på en dejlig gård, var der en staldkarl (Det hed det dengang), der passede gården i forhold til alt det praktiske. Fra kartofler til fodring af svin samt tilsyn med privatstald og de knap 10-12 heste, der var opstaldet.

Han hed Børge og er død forlængst (så fred være med ham).

Vi var flere unge, der kom i stalden og fik lov til at ride på privatejernes heste.

Det var såmænd, i sig selv, helt fredeligt. Men Børge virkede som en ungkarl, der helt sikkert havde sine savn og lyster i forhold til kvinder. Det viste sig ved, at når vi var i stalden, og Børge kom forbi blev taget fat i og klemt ret grundigt. Oftest foregik det op ad boksdøren, hvor han prøvede at kysse os og sagde hej min skat, jeg har savnet dig.

Vi begyndte at finde forskellige strategier for at kunne slippe væk – sno os nedenom og udenom hans favn, og lettest var det, når man var ved at muge med en stor gammeldags møggreb, som man kunne holde mellem sig selv og Børge. Med lidt humor og snilde kunne vi altså formå at holde ham fra livet så at sige.

I starten var han mest interesseret i de piger, der var ældre end mig. Jeg følte mig faktisk heldig i forhold til at jeg var sent udviklet fysisk. Jeg var flad som et strygebræt og havde ingen former. Det reddede mig i mange år. Men jeg så jo stadig på, at Børge gik efter de andre piger og følte lyst til at forsvare dem. Der var dog altid den risiko, når jeg åbnede munden (hvilket jeg altid har været god til i forhold til at sige min mening), at jeg decideret kunne blive smidt ud af stalden. Det blev nævnt flere gange gennem årene….Han sagde: Husk at det er mig, der bestemmer, også om du må være her eller ej…..

Det stoppede ikke her…Vi fandt pornoblade stukket ind i bokstremmerne, når vi kom.

Som unge skolepiger var vi altid de første, der var i stalden. Ejerne af hestene var på arbejde, og vi kom altid lige efter skole og mugede ud. Som årene gik og vi blev ældre med flere kvindelige former, blev der pludselig skruet op for charmen i stalden. Når vi kom, fandt vi pornoblade stukket ind mellem tremmerne til boksene. Vi var ret sikre på at det var Børge, der havde gjort det, men kunne jo ikke bevise noget.

Vi smed dem bare ud, og lod som ingenting, men det var helt sikkert en form for stressende situation, der var med til at tage noget af glæden ved at være sammen med hestene og i det hele taget befinde sig i stalden på daværende tidspunkt i mit liv.

 

Heldigvis har kærligheden til hestene vundet, så jeg ikke gav op og undgik staldmiljøet fremadrettet. Men det er helt sikkert, at oplevelsen fra dengang har gjort mig mere opmærksom på anderledes adfærd i alle henseender, selv om man aldrig kan vide sig helt sikker!