Hestevelfærd & RYTTERENS ANSVAR

Hestevelfærd & RYTTERENS ANSVAR

februar 15, 2019 0 Af Søs Fejerskov-Quist

Vi bliver, heldigvis, hele tiden klogere og klogere på en hel del omkring både hest og rytter. Det burde være til fordel for begge parter. Men nogen gange er der måske nogle, der, af god mening, kommer til at ”kloge” sig på andres vegne.

Det kan eksempelvis være de personer, som er, mere eller mindre, tilfældigt forbipasserende omkring folde, hvori der går heste. De passerende personer registrerer umiddelbart kun et øjebliksbillede på deres egen nethinde. Det billede skaber typisk en følelse i hjerne og krop hos dem selv. Det sker med andre ord altså lige netop i det øjeblik, hvor de selv passerer. Når de pågældende personer således reagerer positivt eller negativt, er det måske netop, fordi de er præget med en følelse af eller en form for kendskab til, hvordan det skal se ud, når man har heste på fold eller stald. Det billede, der bliver indprentet på deres nethinde, idet de kører forbi. Og hvad er det billede så i deres virkelighed? Det kan f.eks. være, de synes, at hestene ser ud til at være sultne, keder sig osv. En følelse, der opstår, fordi personen måske har læst eller hørt noget i den retning.

Vi lever i en tid med mange meninger og oplysninger, der flyver om ørerne om os. Ja, nogle vil ligefrem mene, at vi bliver bombarderet med informationer. Og hvordan skal man kunne sortere i alle de informationer. Derfor kan det nemt blive til, at alle holder øje med alle. Det vel at mærke på den kedelige og lidt politibetjentagtige måde. Og det kommer der sjældent noget godt ud af.

Langt de fleste hesteejere vil med stor garanti gøre det bedste for deres heste. Det gælder uanset, om hestene står på stald eller går i løsdrift, er tilknyttet en rideskole, turridning eller anden form for samvær og undervisning, hvor der er heste involveret. Hestene skal have det godt. Ellers bliver de triste og har måske slet ikke lyst til at have med mennesker at gøre eller endsige være rideheste. Det viser hestene ret tydeligt. Og det er her, rytteren i den grad har et ansvar. Men hvordan gør han/hun sig det ansvar bevidst? Der er i hvert fald nok mennesker at spørge til råds omkring, hvad man skal gøre i en given situation, eller omkring en problematik, der måske er opstået omkring en hest eller i et hestehold. Det er bare at starte en tråd på de sociale medier – så går det stærkt. Selvfølgelig har vi vores gode, sunde fornuft, og med den kommer man stadig langt.

 

LÆRER VI NOGET, ELLER BLIVER VI BELÆRT?

Aldrig har der været så mange eksperter på banen, når det vedrører heste. Det bør vi vel egentlig bare være glade for. For så kan vi lære noget. Hvis vi altså har lyst. Og det er der heldigvis mange ryttere, der har. Men bliver vi blot forvirrede på et højere plan? Eller bare forvirrede i al almindelighed? For der er ingen tvivl om, at der står rigtig mange mennesker i noget, der minder om en meget, meget lang kø for at rådgive alle andre.

Noget af det, der rådgives omkring, er videnskabeligt dokumenteret eller påvist ved undersøgelser og studier. Og så længe der henvises hertil, må det opfattes som værende relevant. Andet kan i hvert fald føles som ”støjforurening” og overinformation. For hvad er velfærd for heste?

Vigtige emner er: Hestevelfærd, vandrefolde, fodring, foderstand (vægt hos både rytter og hest), udstyr, herunder i særdeleshed sadler, hovedtøj (herunder næseremme, gjorde og underlag).

Og der er ingen tvivl om, at hestevelfærd starter hos rytteren. Det ER os, der har et ansvar.

Men der er ikke noget at sige til, at folk, der ejer og/eller omgås heste, bliver mere eller mindre usikre. For hvad nu, hvis man kommer til at gøre noget forkert eller uhensigtsmæssigt.

Vi kan bare tage udgangspunkt i fotografier. Det være sig, hvad enten disse fotografier er taget af tilskuere med et mobilkamera eller af fotografer med professionelt udstyr. Et foto/billede taget spontant eller i forbindelse med et job af den udsendte fotograf/reporter. Men netop lige det øjebliksbillede kan risikere at blive udstillet på den kedelige måde. Måske har fotografen fanget et uheldigt moment. Det kan hurtigt eskalere derfra. Og interessen for et foto er altid til hestens fordel, så allerede her, er rytteren dømt uden rettergang. Det kan der komme alenlange diskussioner ud af. Det være sig både med kommentarer på private beskeder og i det hele taget i kulissen bag om tæppet.

Hvis man er ekstra uheldig, kan der ligefrem komme en såkaldt ”shitstorm” på de sociale medier.

Billeder med heste bag lod, ryttere, der er i for god foderstand, sadler og/eller gjorde, der ligger for langt tilbage (efter tilskuerens mening). Det får simpelthen folk op både på dupperne og til tasterne lige med det samme. Den stemning kan opstå på et splitsekund, uanset om de personer, der involverer sig i en diskussion, selv er ryttere eller ej. Så når der begynder at komme skriverier (blogindlæg) som f.eks. på Riders Notebook i forhold til, om ridning i virkeligheden bliver ved med at være en selvfølge. Ja, så er det så sandelig alvorligt og temmelig relevant.

 

 

FORSKNING OG OPLYSNING ER VEJEN FREM

Men det skal være oplysning, der vel at mærke gør, at de mennesker, der omgås heste, ikke bliver endnu mere usikre. Det kan i sidste ende gøre, at de ender med at være ligeglade med alle de råd og vejledninger, der kommer i både blade, bøger samt på nettet i en uendelig strøm. For hvordan skal det være muligt at sortere i al den information?

Netop derfor er forskningen så vigtig. Vi har brug for dokumentation. Det er rart, når noget kan måles og vejes. Så står det pludselig sort på hvidt. Og så må man jo erkende, at man kan have gjort noget uhensigtsmæssigt i forhold til heste gennem tiden. Det er en del af erkendelsen omkring det, at have dyr. Omvendt kan det netop også blive så videnskabeligt, at glæden tages ud af selve det, at omgås heste. Endsige at sætte sig op på ryggen af dem.

 

ER VI FOR BEKYMREDE? – KENDER DU TYPEN?

Jeg har en god veninde, der i mange år har brugt udtrykket ”hamsterdamer” omkring meget bekymrede hestepersoner (primært kvinder). Udtrykket er opstået i forhold til de personer, der, selvfølgelig i bedste mening, pakker deres heste så meget ind, at de i princippet måske hellere skulle have en hamster i bur. Nogle, der har så mange forskellige fodertyper og kosttilskud, at sække og bøtter overskrider udløbsdatoen og kan smides væk. Nogle, der har så meget udstyr, at de kan åbne en mindre rideudstyrsforretning. Og jeg ved, hvad jeg taler om, for jeg har selv været der. ;o)

Det lyder måske lidt strengt, men det kan jo ske, at man i bedste mening kommer til at overbeskytte sin elskede hest så meget, at den pludselig ikke længere har et optimalt hesteliv.

Her taler vi nok optimalt hesteliv i forhold til at være så tæt på den oprindelige natur som muligt, og dog stadig i forhold til den ændring, der har været uundgåelig, da hesten blev domesticeret og blev et af vores mange husdyr.

 

HUSDYRENES VILDE LIV

Der er en grund til, at både hestene og de andre husdyr, vi har med at gøre, blev domesticeret. De blev tamme gennem tiden, fordi dyr og mennesker havde gensidig brug for og glæde af hinanden. Bare besøg Frilandsmuseet og se de gamle huse, hvor bønderne boede side om side med dyrene.

Vores nuværende huskæledyr blev tamdyr i følgende rækkefølge:
Hund, får, ged, ko, gris, hest, kat, gås, due, høne, honningbi, and, rensdyr, kanin, undulat og sidst, men ikke mindst hamster (siden 1930´erne). Ref. Husdyrenes vilde liv, Stefan Casta & Staffan Ullstrøm 1997.

Den gensidige glæde skulle gerne vare ved i årene fremover, og derfor ser vi mere og mere på dyrenes velfærd, for der er ingen tvivl om, at synet på husdyr har ændret sig. Især i forhold til, at de fleste af dyrene er blevet mere og mere produktionsdyr.

GENNEM ILD OG VAND

Der er ingen tvivl om, at vi på mange måder har fået et vidunderligt gensidigt forhold til vores heste gennem historien. Gennem den lange historie har hestene allerede gået gennem ild og vand for os, og vi gør det helt sikkert også for dem. Vi har derfor som ryttere også et kæmpestort ansvar, idet hestene jo ikke altid har mulighed for selv at vælge.

Men det skal helst være viden, der gør forskellen. Ikke følelser. For følelserne kan alt for hurtigt rende af med os. De kan rende stærkere end en hest.

 

TAG ANSVAR FOR DIG SELV FØRST

Vi kan starte med at tage ansvar for os selv og vores egen krop. Det være sig både fysisk og mentalt. Så godt, som vi nu kan, ud fra de betingelser, der er blevet os givet. I det øjeblik, vi gør det, er vi ansvarsbevidste! Vi skal gerne kunne se os selv i spejlet og lide det billede, vi ser. Således vil både vi og hestene fortsat kunne trives gensidigt med hinanden i mange år fremover.