Horses,  Islandske Heste

Gæðingakeppni-Islandsk konkurrenceform

Når der kan samles næsten 150 ekvipager til et Danmarksmesterskab i en helt særlig konkurrenceform for Islandske heste en varm weekend i slutningen af juni. Og når alle de deltagende ryttere har brugt mange weekender på at kvalificere sig. Og der tilmed er mange tilskuere på pladsen, samtidig med at det hele er gjort til en stor fest. Så er det værd at bemærke!

På flere måder er de Islandske heste noget anderledes. Og der er flere og flere der “konverterer”, til islændere, fra andre hesteracer.

Det er der mange gode grunde til. Her kommer et par af dem.

De er ikke så store og alligevel betegnes de som værende heste. De er stærke og udholdende.

I Island er hestene fuldstændig renracet avlet gennem over 1000 år (da der ikke findes andre racer på øen).

Har en hest først forladt Island, kan den derfor aldrig vende tilbage til øen.

På den måde har man gennem mange mange år haft god kontrol over både avl, afstamninger og sygdomme. Det har gjort, at man har været i stand til at forbedre temperament, vilje og gangarter.

Temperamentet er særdeles godt.

Hestene har, måske som noget af det vigtigste, bevaret en stor del af deres originale temperament intakt. Det er med til at gøre racen interessant for mange ryttere.

Det er en lille sej hesterace, der har været vant til at skulle overleve i et barskt klima. Hestene har skullet gå i store eller mindre flokke i fjeldene. De har også skulle være i stand til at bære sine ryttere over meget lange afstande, og være sikre på benene i det ujævne landskab.

Derudover har Islandske heste mere end de 3 grundlæggende gangarter skridt, trav og galop. De fleste har gangarten tölt og mange har også pas.

Frihed i de forskellige gangarter belønnes.

Hestenes temperament og frihed i alle gangarter, var lige præcis det, der blev vist på flotteste vis da der var DM i Gæðingakeppni på Islandshestecenteret Hedeland i weekenden d. 28-30 juni 2019.

Det er en helt særlig konkurrenceform med specialuddannede dommere. De deltagende ryttere havde på forhånd kvalificeret sig til at ride gennem flere udtagelsesstævner i løbet af foråret.

I B- og A-flok er det hesten, der kvalificerer sig til DM, og den må derfor gerne stille op med en anden rytter, end den der kvalificerede den. I Børneflok, Teenageflok og Ungdomsflok er det ekvipagen, der kvalificerer sig til DM.

Der udbydes A-flok – B-flok – Børneflok (GDC, 10-13 år) – Juniorflok (GDT, 14-17 år) – Ungrytterflok (GDY, 18-21 år). Aldersgrænsen regnes ud fra det kalenderår, hvori man opnår den pågældende alder.

Alle ekvipager som har adgangskrav i en af ovenstående klasser kan endvidere tilmelde sig Gædinga-tølt som afholdes som tillægsklasse dog uden ranglistestatus.

GDA-flok, er for 5-gængere, GDB-flok er er for 4-gængere

Selve navnet Gæðingakeppni betyder meget forenklet til dansk gangerkonkurrence. Og det lyder umiddelbart ikke så meget anderledes i sig selv. MEN – her ses ekstra meget på både hestens og rytterens udstråling, glæde/lyst til at arbejde, samarbejdet generelt og der er fuld fart på.

Konkurrencen adskiller sig fra de gængse sportskonkurrencer ved at rytterens sæde og opstilling også bliver bedømt med en tydelig karakter.

Der kan korrigeres i ridningen undervejs

Selve konkurrencen foregår, som de fleste islandske stævneformer, på en stor ovalbane. Det giver mere plads til fart og frihed i bevægelserne.

Det er også helt særligt, at dommerne kun bedømmer det, de ser ekvipagen præstere på langsiderne. Det vil sige, at rytteren har mulighed for at korrigere hesten på kortsiderne og rette eventuelle fejl der, uden at det trækker ned i den samlede karakter. Dermed får både rytter og hest en temmelig stor frihed, og der dømmes hele tiden på det positive udtryk og de gode momenter.

Alt i alt er det, det positive indtryk der dominerer, når man overværer et arrangement som dette. Det gør ryttere og heste glade, og jeg håber, at vi får lov til at se denne konkurrenceform vokse sig endnu større i fremtiden.

 

 

 

 

fb-share-icon

Seminarieuddannet lærer i 1999. Stresskonsulent, Yoga- og Reformerpilatesinstruktør. Mor til 3 børn fra 1992, 1998, og 2001. Udvikler og ejer af Fit2Ride og RytterYoga®konceptet, hvorunder jeg har uddannet nye instruktører siden 2009 - samme år hvor min første bog "I balance på hesteryg- vejen til bedre præstationer udkom. Bogen blev til i samarbejde med human-, hestefysioterapeut og træner Claus Toftgaard. I 2014 udgav jeg Dvd´en "Fra træningslokale til hesteryg". I 2019 udkom Bogen RytterYoga. Tidligere aktiv konkurrencerytter på nationalt plan. Nu nydes ridningen primært som fritids rytter på vores egne Islandske heste her på Skovgaard. Får dog stadig jævnligt undervisning og deltager på kurser og deltager i småstævner fra tid til anden.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *