Horses

>>Alle heste skal aflives<< – Ny coronamutation?

Tænk hvis det en dag blev virkelighed!

I dag kan man læse i Jyllandsposten, at der er lavet en såkaldt deepfake video. Det er en video hvor alle svin beordres aflivet af Mette Frederiksen på grund af en ny mutation af den virus, de fleste af os er ved at være godt slidte af.

Det kan,”måske”, være nemmere at forestille sig, at alle svin skulle aflives på grund af en ny virusmutation af Covid-19.

Jeg siger “måske”, fordi svin er et produktionsdyr, lige som minkene var. De fleste kan “måske” også bedre forestille sig at leve uden minkpels og bacon.

Vi kan “måske” også undvære kylling og æg?

Lige nu bliver der også aflivet masser af fjerkræ på grund af fugleinfluenza. Hele 60.ooo i en besætning i Jylland blev fornylig slået ned.

Og hvad med køerne? Da der var kogalskab, var alle på vagt, da den frygtede sygdom også kunne smitte til mennesker.

Det trak store overskrifter og masser af tv-omtale tilbage i tid. Vi så billeder og video af køer der knapt nok kunne stå på benene, og folk der var indlagt med den frygtede sygdom. Det startede i Tyskland, og ingen turde købe oksekød der var tysk produceret på det tidspunkt.

Skræmmescenarier har der været nok af gennem tiden. Hver gang bliver der rusket op i måden vi holder dyr på, for der er ingen tvivl om, at jo flere dyr på lidt plads – desto større er risikoen for at sygdomme spreder sig, lettere kan mutere og bruge mennesket som vært til mulig mutation.

Men tilbage til hestene

Den omtalte video omkring svin ligger på Rapperen Nikoline´s facebook side. Hun har, i skrivende stund, 6223 følgere på facebook. Videoen har nu været vækket så meget opsigt og tankevirksomhed, hos blandt andet mig, at det kommer videre ud.

På videoen ser man Mette Frederiksen forklare beslutningen om aflivningen. Det bliver pointeret hvor vigtig en beslutning det er for folkesundheden. Gevinsten ved masseaflivningen vil, i øvrigt, også være, at drivhusgasserne kan reduceres med 70%

Jeg, personligt, får en helt knude i maven bare ved tanken. For os der elsker dyrene, og også har flere af dem som kæledyr, er det hårdt at tænke på.

Værste mareridt

For det er nok en hesteelskers værste mareridt at forestille sig, at man skulle aflive sin elskede ven, fordi dyret kunne være bærer af en virus, der ved overførsel til mennesker blev en trussel mod sundheden og de vacciner, der kæmpes om at få ud til befolkningen.

For mange mennesker er det netop hestene og ponyerne, der hjælper til med at få os gennem denne nedlukning af samfundet. Det formår de dejlige dyr
med deres blotte tilstedeværelse.

De heldige ryttere kan stadig komme i stalden. Nogle har selv hestene hjemme, og andre har et håb om snarlig gensyn og kan følge deres yndlingshest- pony på små søde videohilsner og undervisning fra rideskolen.

Glæden ved heste og ponyer

Tænk hvor meget glæde de giver os, de dejlige dyr. Tænk hvis man ikke mere kunne møde op i stalden. Indsnuse luften og duften af de skønne heste og ponyer. Høre en prusten. Blive puffet til. Høre gumlen af hø. Høre knasen af en gulerod og et æble. Høre en vrinsken. Høre en venlig brummehilsen, når døren til stalden går op. Komme hjem og lugte af hest. Have hø i håret og mudder på støvlerne.

OG jeg kunne blive ved og ved med at finde alt det gode, der gør, at vi ville føle det som det værste mareridt, hvis det skulle blive til virkelighed.

 

Så lad os alle bede til, at det ALDRIG sker.  Og se Nikolines video – den er godt lavet, og giver stof til eftertanke :o)

Mange vrinsk herfra

Søs

 

 

fb-share-icon

Seminarieuddannet lærer i 1999. Stresskonsulent, Yoga- og Reformerpilatesinstruktør. Mor til 3 børn fra 1992, 1998, og 2001. Udvikler og ejer af Fit2Ride og RytterYoga®konceptet, hvorunder jeg har uddannet nye instruktører siden 2009 - samme år hvor min første bog "I balance på hesteryg- vejen til bedre præstationer udkom. Bogen blev til i samarbejde med human-, hestefysioterapeut og træner Claus Toftgaard. I 2014 udgav jeg Dvd´en "Fra træningslokale til hesteryg". I 2019 udkom Bogen RytterYoga. Tidligere aktiv konkurrencerytter på nationalt plan. Nu nydes ridningen primært som fritids rytter på vores egne Islandske heste her på Skovgaard. Får dog stadig jævnligt undervisning og deltager på kurser og deltager i småstævner fra tid til anden.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *